Senast ändrad: 
ons 6. sep 2017

Naturtro og langtidsholdbare plastfyldninger med tandlæge Flemming Brandt

Til efteråret afholder vi to nye 1-dags hands-on-kurser i hhv. fortandsplast og kindtandsplast med Flemming Brandt. Kurserne fokuserer på naturtro restaureringer med en gennemsnitlig levetid på mere end 20 år. Undervisningen er faglig, men uformel og på dansk med et utal af hands-on-øvelser.

Af Belinda Schamaitat

 

I efteråret afholder vi to helt nye 1-dags hands-on-kurser i hhv. fortandsplast og kindtandsplast med tandlæge Flemming Brandt. Flemming Brandt fokuserer på at genskabe tænderne, som de ser ud fra naturens side. Flemming Brandts mål er at lave plastfyldninger, som patienten ikke kan skelne fra den naturlige tand. Formålet er derfor ikke at skabe flotte, hvide tænder, men i stedet at lave naturtro restaureringer. Han lover ikke tidsbesparende løsninger, men i stedet langtidsholdbare restaureringer, der har en gennemsnitlig levetid på mere end 20 år. Undervisningen er faglig, men uformel og ikke mindst på dansk med et utal af hands-on-øvelser.

I 2000 afholdt Flemming Brandt de første hands-on-kurser på sin klinik. Han har de sidste 4 år også afviklet hands-on-kurser for bl.a. den svenske tandlægeforening. Igennem årene har han også selv brugt meget tid og ressourcer på egen efteruddannelse i Danmark og udlandet. Egen efteruddannelse har gennem årene fokuseret på protetik, oralkirurgi og komposit. Det har givet ham en faglig ballast, som han slet ikke kan undvære i det daglige arbejde som tandlæge og underviser.

1-dags hands-on-kursus i fortandsplast

Farvevalg og farveoptimering med plast

Farvevalget er en stor udfordring for mange tandlæger. Flemming Brandt har udviklet sin egen teknik til at afkode tandens egen farvesammensætning: Chroma-teknikken. Chroma-teknikken afkoder tændernes gennemskinnelighed og bygger på, hvor meget lys du ser ved gennemlysning af tænderne. Dette afgør sammensætningen af dentin-, emalje- og evt. effektfarver for at opnå den rigtige farvesammensætning. På hands-on-kurset lærer du bl.a. at sammensætte de forskellige farver ved hjælp af Chroma-teknikken.

Du kan læse mere om hands-on-kurset i fortandsplast her.

 

For at opnå et optimalt resultat skal vi også kunne anvende effektfarver (her orange).

 

1-dags hands-on-kursus i kindtandsplast

Værktøjskassen til præmolarer og molarer

På dette hands-on-kursus fyldes ”værktøjskassen” op med relevante hjælpemidler og enklere måder at anvende indholdet på. Du vil få anvist effektive metoder til restaurering af præmolarer og molarer med plast, så du altid opnår en god kontakt til nabotænderne, undgår overskud approksimalt og har en veludformet, understøttet randcrista. Formålet er at lave funktionelt afstemte restaureringer, der har en gennemsnitlig levetid på mere end 20 år. Du vil blive bedre til at bruge det udstyr og materiale, du i forvejen har, så du kan levere et bedre stykke arbejde dagen efter.

Du kan læse mere om hands-on-kurset i kindtandsplast her.

30.000 kliniske billeder dokumenteret i mere end 20 år

Forud for de nye hands-on-kurser ligger der et omfattende arbejde samt mange timers planlægning og programopsætninger. Flemming Brandt har igennem en årrække samlet store mængder af materialer og indarbejdet en masse viden, som han har samlet op på et utal af kurser. Han har lavet et billedbibliotek med omkring 30.000 kliniske billeder, som dækker stort set over alle kliniske problemstillinger. Mange af behandlingerne er dokumenteret over en periode på 15-20 år. En af årsagerne, til at Flemming Brandt fotodokumenterer sit arbejde, er, at han hele tiden stræber efter perfektion. Ved hjælp af billeder kan han evaluere sit eget arbejde og rette eventuelle fejl og mangler næste gang, han skal foretage en lignende behandling. På hands-on-kurserne deler Flemming Brandt ud af sine mange års erfaring samt tips og tricks.

Interview med Flemming Brandt

Vi har spurgt ind til Flemming Brandts passion samt syn på den moderne tandpleje og videreuddannelse, så du kan få et indblik i, hvad der driver værket.

 

Hvad fik dig til at vælge at blive tandlæge?

Efterhånden som jeg har arbejdet mig ind i tandlægefaget, har jeg fundet mig mere og mere tilpas med mit valg. Jeg kan lide patientkontakten, nu mere kunderelationerne, og har aldrig følt ansvaret for andres tandsundhed som et pres. Jeg bliver heller ikke stresset af at have store udfordringer fagligt eller bare en almindelig travl hverdag. En begivenhed i mit liv har uomtvistelig været medvirkende til mit valg. Jeg kan være glad for, at de diagnoser – damp, ADHD og lignende - man i dag sætter på unge mennesker, ikke fandtes i min tid. Jeg var bare almindelig utilpasset i forhold til hjemmets regler. Jeg fik som 13-årig en søfartsbog og blev sendt ud på de store have. Jeg lærte hurtigt, at der var et hierarki ombord på fragtdamperen, og bortset fra skibsrotten rangerede jeg lavest blandt besætningen. Efter at have sejlet Middelhavet tyndt fik jeg lov til at komme hjem igen. Jeg var fast besluttet på en uddannelse, hvor jeg sad øverst og kunne forme mit eget liv. Tandlægefaget har formet mig. Spørgsmålet er, om jeg har formået at forme faget. 

 

Hvor er den moderne tandpleje på vej hen ifølge dig?

Det har været en spændende rejse med mange forandringer og mange nye behandlingsmuligheder. Jeg føler ofte, at det bare er at gribe ud efter dem. De moderne plastmaterialer har udvidet indikationsområdet, og der er næsten ingen begrænsninger. Jeg ser for mig, at man inden for en overskuelig tid kan komponere kemien på en sådan måde, at plast bliver et materiale, vi ”bare” kan lægge i kaviteterne. Alt er indbygget; lige fra selvæts, bonding og svag ekspansion. Mens vi venter på den næste revolution, skal vi vænne os til at være kameraførere og scanne vore tænder i 3D. 3D-røntgen bliver til at betale, og alt, der kan digitaliseres, vil blive digitaliseret. Tandpleje med et joystick. Den negative side af udviklingen er kontrol for kontrollens skyld. Ellers glæder jeg mig bare til at se, hvad vi fremover kan tilbyde af alternative løsninger.

 

Hvad sætter du pris på her i livet?

Generelt ser jeg positivt på livet. Samtidig er jeg også fatalist. Jeg tager oplevelserne, som de kommer. Jeg ser ikke bagud og holder ikke fast i fortiden ”som i de gode gamle dage”. Jeg holder af vores skiftende årstider. Jeg nyder hele årets farvepalet, som den ruller sig ud hen over året. Nyder det privilegium, at vi har så mange råvarer i naturen: kartofler, asparges, jordbær, solbær, blommer og æbler. Det ene afløser det andet. Freden, når jeg ligger for anker i en vig med en god bog og et stille glas. Kun afbrudt af et skrig fra en tilfældig måge på rov. Jeg har fået en oase ud af min have og nyder ofte her en stille stund med kaffe og læsning efter dagens arbejde. Et åndehul, før andre pligter trænger sig på. Jeg er så heldig, at jeg ikke har brug for medicin. Jeg sætter pris på aktiviteter som cykling, sejlads, ski og motorcykelkørsel. Jeg føler mig priviligeret.

 

Hvad tænder du fagligt på?

Det er enkelt at svare på. Jeg tænder på udfordringer. Specielt når folk fortæller mig, at ”det ikke kan lade sig gøre”. Jeg bliver begejstret, når en simpel reparation med plast ikke kan skelnes fra den naturlige tand. Jeg er blevet langt mere detaljefikseret med alderen. Det kommer nok også som et resultat af større rutine og overskud. Jeg går glad hjem, når jeg har løst et større komplekst behandlingsbehov, og patienten udtrykker sin tilfredshed med løsningen. Der er altid fem løsninger på et problem. Den femte er ikke at gøre noget. De behandlinger, du ikke udfører, kan vise sig at være de vigtigste. Jeg sorterer også blandt opgaverne - ikke blandt patienterne.

 

Hvor ofte videreuddanner du dig?

Jeg sætter efteruddannelse meget højt og sætter meget tid af i løbet af året. I 2015 havde jeg 71 timers efteruddannelse. I 2016 blev det til 99,5 timer. Heri er ikke medregnet kurser, jeg selv afholder. Der er to fundamentale forhold. Jeg bliver bekræftet i min viden på området, og den anden tilfører nye aspekter til faget. Det er også rart at møde kollegaer med samme interesse. Som en af mine medstuderende sagde, da vi gik på skolen: ”er du forberedt, ved du hvad, der bliver gennemgået, og behøver ikke at være der. Har du ikke forberedt dig, får du alligevel ikke noget ud af forelæsningen.” Det er måske derfor, jeg altid har været aktiv i efteruddannelsen.